Krokodiller, Alligatorer og Gavialer
Krokodillen levede på jorden allerede for 200 millioner år siden, side om side med dinosaurerne. Den er måske udviklingens allersejeste overlever med de utroligste evner til at tilpasse sig ekstreme livsbetingelser.
Krokodillen er et krybdyr, og hvis du besøger Krokodille Zoo på Falster, kan du tage del i deres store passion for Krokodillerne, et fantasktisk sted, med fantastiske medarbejdere.
De 3 familier.
Det kan være svært, at se forskel på de forskellige krokodiller, da de på de fleste punkter ligner hinanden. Her kan du få en hurtig forklaring, så du i hvert fald kan kende forskel på de tre familier
i krokodilleordenen. Den bedste måde er at se på snuden og hovedets form.
Gavialen er ikke svær at skille ud fra de andre. Den kendes straks på sit lange slanke næb. Hangavialen har endda en karakteristisk knop på
snuden - en såkaldt "ghara". Det er straks vanskeligere at skelne mellem de forskellige krokodiller og kaimaner, men der er små forskelle i hovedets form.
Alligatorer har en U-formet bred snude, hvor tænderne ikke ses så tydeligt,
når munden er lukket. Krokodiller derimod, har en spids snude, og en meget stor 4. tand, der stikker op fra hver side af underkæben når munden er lukket.
Alligatorer og kaimaner, som hører til den samme familie i krokodilleordenen,
har kortere og bredere snuder end krokodiller og gavialer. Når en alligator eller en kaiman lukker munden, er den fjerde tand i underkæben skjult bag overlæben. Nogle kaimaner har en benkam mellem øjnene, også kaldet briller.
Alligatorer har ikke briller.
Alligatorer har som hovedregel bredere kæber, selvom det varierer, og nogle krokodiller har relativt brede kæber også. Men igen som hovedregel er gavialers og krokodillers lange spidse snuder velegnede til at fange fisk. Især gavialen med sin meget lange spidse snude har næsten udelukkende specialiseret sig i fangst af fisk. Derimod kan alligatorer og kaimaner med deres bredere runde snuder klare større bytte som større pattedyr.
Kilde til denne side er Krokodille Zoo, vi takker for hjælpen, og husk du kan læse meget mere om disse dyr på www.krokodillezoo.dk
Bredsnudet krokodille ( Crocodylus moreletii )
Umiddelbart ser den ikke specielt bredsnudet ud, men lige bag næsen bliver kæberne bredere, deraf kommer navnet den bredsnudede krokodille.
Der findes ikke ret meget information om denne krokodilles biologi og økologi.
Der er dog påbegyndt studier af den bredsnudede krokodille i Belize, hvilket forhåbentligt vil resultere i værdifuldt data om nogle år.
Der optræder gerne flere krokodiller sammen.
Udbredelse og levesteder
Centralamerika.
Parring og yngel
Både hunnen og hannen tager del i yngelplejen, og vil begge beskytte deres afkom mod rovdyr og fremmede aggressive krokodiller. Den bredsnudet krokodille lægger gerne et sted mellem 20 og 40 æg, men en rede kan sagtens indeholde æg fra mere end en hun. En af hunnerne vil passe på reden i ca. 80 dage og hun vil reagere på ungernes kalden under klækning.
Spisevaner
Ungerne lever typisk af små hvirvelløse dyr samt fisk. Hos voksne dyr består føden af vandlevende snegle, fisk, reptiler inklusiv sump skildpadder (Kinosternon), fugle og gnavere. Desuden kan en del af føden bestå af ådsler.
Status i naturen
Denne gråbrune krokodille har altid været jaget, da dens skind er meget værdifuldt.
Cubakrokodille ( Crocodylus rhombifer )
Cubakrokodillen kendes på sit skinds sorte og gule mønster. Bagbenenes skæl er kølede og usædvanligt store i forhold til andre arters. Den har mindre svømmehud mellem tæerne end andre krokodiller, og bevæger
sig næsten lige så hurtigt på land som den gør i vand. Den har veludviklede bagben og kan fra en stillestående position, springe så højt op i luften, at det svarer til dens egen kropslængde. Hovedet er en anelse
smallere og snuden relativt bredere i forhold til andre "rigtige krokodiller". Gælder bestemt ikke i forhold til alligatorer og kaimaner.
Af natur er cubakrokodillen den mest selvsikre og temperamentsfulde krokodille art - både i forhold
til andre krokodiller og mennesker. Selv den større amerikanske krokodille kan ikke udkonkurrere en cubakrokodille i naturen eller i fangenskab for den sags skyld.
Udbredelse og levesteder
Cuba
Parring og yngel
Cubakrokodiller lægger 30-40 æg. Reden bliver strengt bevogtede og det gælder også ungerne.
Spisevaner
Føden består primært af fisk og skildpadder, og til tider små pattedyr. Cubakrokodillens tænder er bredest bagerst i munden, hvilket gør at den har nemt ved at knuse skildpadders skjold. Det er dokumenteret at cubakrokodillen til tider springer efter, og fanger dyr, der befinder sig i træerne.
Status i naturen
En af grundene til at denne art er udrydningstruet, er at der findes mange hybrider af cubakrokodiller og amerikanske krokodiller (Crocodylus acutus). Den øgede bestand af hybrider skyldes ikke mennesker, her er der tale om en naturlig indvandring af amerikanske krokodiller, en art der lever i hele Mellemamerika.
Dværgkrokodille ( Osteolaemus tetraspis )
Dværgkrokodillen er meget pansret på nakke, ryg og hale, og derfor navnet Osteolaemus, der betyder "benet hals". Skindet har ikke den store værdi, da det er så kraftigt panseret. Hovedet er karakteristisk med den lidt opadvendte snude, samt en kort og bred hovedform for en krokodille.
Udbredelse og levesteder
Vest og Centralafrika. Dværgkrokodillens økologi adskiller sig fra andre krokodiller, og minder meget om dværgkaimanernes. I forhold til andre krokodiller bruger den meget tid på land.
Parring og yngel
Dværgkrokodillen ses kun parvis i parringssæsonen og lever ellers alene. Hunnen vogter sin rede, der typisk indeholder ca. 10 æg. Hunnen vil beskytte ungerne i en periode.
Spisevaner
Dværgkrokodillen lever især af fisk, frøer og skaldyr
Ferskvandskrokodille ( Crocodylus johnsoni )
Dette er en af de mindre krokodillearter og den har smalle kæber. Den har en lys brun farve med mørke striber omkring kroppen og hale, disse striber blegner dog med årene. På nakken har den hårde benet skæl der yder
en god beskyttelse. Den har ca. 70 tænder.
Der findes en dværg udgave af denne art. Denne mindre udgave menes, at være opstået som følge af fødekilde reducering og viser endnu engang krokodillernes enorme evne til
at tilpasse sig. Denne art bliver max. 1,5 meter lang.
Udbredelse og levesteder
Australien. Ferskvandskrokodiller lever i permanente vandområder såsom laguner og floder. Ferskvandskrokodillen kan tåle en del saltvand og derfor kan de overleve når den aggressive saltvandskrokodille tvinger dem længere op ad floderne. Da saltvandskrokodillen var en truet art i nogle områder, valgte ferskvandskrokodillen at leve længere nede ad floden, hvor saltindholdet er lavere - dog blev de hurtigt jaget tilbage da bestanden af saltvandskrokodiller blev stabil igen.
Parring og yngel
Hunnen vil grave test-reder ud forskellige steder i sandbankerne, for til sidst at udvælge sig et godt sted, hvor hun lægger omkring 13 æg. Dette vil hun gøre i slutningen af den tørre sæson. Man oplever at hunner i et helt område, alle vil lægge deres æg indenfor en periode på 3 uger. Hunnerne vil hjælpe deres unger under klækning samt hjælpe dem til vandet. De vil beskytte ungerne i en periode efter klækning, længden på den periode variere og er ikke så lang som hos mange andre krokodiller.
Spisevaner
På trods af at ferskvandskrokodillens lange smalle næb kunne indikere at de levede primært af fisk, har de en temmelig varieret kost og spiser også mindre hvirveldyr og hvirvelløse dyr.
Status i naturen
Ferskvandskrokodillen har ikke været et ligeså eftertragtet jagtbytte, som mange af de andre krokodillearter. Den var truet i en periode, men bestanden har været stabil siden
fredningen i 1970'erne.
Ferskvandskrokodillen er udbredt flere steder og bestanden er antalsmæssigt stor. Den er fredet i alle dens leveområder, men der opleves krybskytteri i mindre omfang - men den eneste virkelige trussel er ødelæggelse
af leveområder.
Agatudser er også en trussel mod især mindre ferskvandskrokodiller. Agatudserne er blevet importeret af mennesker, der senere har udsat dem i naturen. Agatudsen har optimale leveforhold, i de samme områder som ferskvandskrokodillen.
Det er især den lille population af dværg-ferskvandskrokodiller, der er truet af den giftige agatudse.
Der er over 100.000 ferskvandskrokodiller i naturen og bestanden er stabil. Der bliver for tiden udført studier der omhandler ferskvandskrokodillen.
Filippinsk krokodille ( Crocodylus mindorensis )
Dette er en mindre krokodilleart. For ikke så længe siden blev den betragtet som en underart af Ny Guinea krokodillen. Den har relativt brede kæber. Farven er brun med mørkere ringe omkring krop og hale. Unge dyr er lysere i
farven og båndene optræder mere markeret. Hele ryggen er beskyttet af hårde benplader.
Filippinske krokodiller blev i størstedelen af det sidste århundred opfattet som en underart til New Guinea krokodillen og der er visse
ligheder. I dag bliver de dog betragtet som værende to forskellige arter.
Udbredelse og levesteder
Filippinerne. Filippinske krokodiller lever i permanente ferskvandsområder såsom laguner, vandhuller og sumpe.
Parring og yngel
Denne art bygger sin rede af vegetation som den skraber sammen, hunnen lægger 15 - 20 æg i denne forhøjning. Der er brug for mere viden om denne art, men det er sikkert, at arten udviser yngelpleje.
Spisevaner
Den filippinske krokodilles føde minder meget om de fleste andre krokodillers. De starter med vandlevende hvirvelløse dyr, og som de vokser bliver byttedyrene også større. Føden afhænger selvfølgelig også af, hvilke dyr der er i området.
Status i naturen
Den filippinske krokodille er en af de mest truede krokodillearter på jorden. Heldigvis
er der igennem de sidste 8 år kommet mere fokus på den filippinske krokodille.
Bestanden af filippinske krokodiller var alvorligt truede på grund af jagt, og lokalbefolkningens indstilling til alle krokodiller var, at de var onde og
burde udryddes. Heldigvis har nogle hollandske forskere haft en enorm indflydelse på lokalbefolkningens holdning til krokodiller. Desuden har hollænderne fundet hidtil ukendte populationer af denne art.
Et bevarelsesprogram for filippinske
krokodiller blev igangsat i år 2000. Bevarelsesprogrammet ser ud til at have en positiv effekt på bestanden, men antallet af filippinske krokodiller er stadig faretruende lavt. Der er et estimeret antal på ca. 1000 voksne individer i naturen,
og der er et igangværende fangenskabsopdræt. Bevarelsesprogrammet har også til formål at overføre filippinske krokodiller til zoologiske haver rundt omkring i verden, i et forsøg på at forøge fangenskabsopdræt
og viden, samt indsamle penge til bevarelse af den filippinske krokodille.
Her i Krokodille Zoo er vi stolte af at være den første europæiske zoo, der legalt har importeret filippinske krokodiller til Europa. Vi har sendt flere par
videre til andre europæiske zoos for, at kunne yde optimal europæisk støtte til bevarelsesprogrammet.
De største trusler for denne krokodille er et enormt tab af leveområder og den lille udbredelse, hvilket lægger
et stort pres på bevarelsesprogrammet.
INFO
Hvis du kommer RIGTIGT tæt på en crocodille, vil du kunne se, at dens skind har små prikker på hvert et skæl. De er små fordybninger og sensorer. De er koncentreret omkring kæberne. På alligatorer findes sensorerne kun på kæberne.
Ny Guinea krokodille ( Crocodylus novaeguineae )
Denne middelstore krokodille er af udseende meget lig den filippinske krokodille. Kæberne er en smule smalle og farven er brun og mørkere over ryggen. Mørke striber kan forekomme hos unge dyr. Denne krokodille har ca. 68 tænder.
Udbredelse og levesteder
Ny Guinea. De findes oftest i ferskvandssumpe og moser, i den tørre periode på året, kan de observeres i mere åbne vandområder som floder. Generelt lever Ny Guinea krokodillen skjult hele dagen, og kommer først frem om aften for at jage. I de områder hvor der ikke er saltvandskrokodiller, kan Ny Guinea krokodillen godt findes tættere på kystlinien. Der er dog ingen tvivl om, at den større og langt mere dominerende saltvandskrokodille styrer de områder, hvor begge arter lever.
Parring og yngel
Hunnerne er kønsmodne når de er omkring 1,8 meter lange. Hunnerne skraber vegetation sammen og bygger en rede-høj, hvori de lægger ca. 30 æg. Igen, som hos mange andre krokodiller lægger de æggene under den tørre periode, på den måde klækker æggene når forholdene er mere gunstige, og der er rigeligt med føde. Både hanner og hunner hjælper til når ungerne klækkes, og de deltager begge når ungerne bæres til vandet. Begge forældre passer på ungerne i den første tid.
Spisevaner
Unge Ny Guinea krokodiller lever af hvirvelløse dyr og insekter. Når de bliver ældre bliver den fortrukne fødekilde fisk, fugle, krybdyr og frøer. De er nataktive, så føden afhænger meget af, hvilke dyr der er fremme om natten.
Status i naturen
Disse krokodiller lever i områder, der heldigvis stadig er temmelig uberørte af mennesker. Denne art blev dog i midten af 1900-tallet jaget
intenst. Dens skind er kostbart, hvilket er årsagen til, at den er attraktiv for krybskytteri. Arten blev beskyttet ved lov sammen med saltvandskrokodillen. Der er blevet etableret skind-farme med Ny Guinea krokodiller, hvilket gør at arten nu
er bæredygtig i naturen. Skind-farme er god profit for lokalbefolkningen og samtidig af stor vigtighed for artens overlevelse i naturen.
Lokalbefolkningen er med til at samle æg og unge krokodiller i naturen, og de får penge udbetalt
når dyrene/æggene afleveres på farmene. Når der samles æg og unger, bliver det nøjet overvåget for at sikre, at det ikke har en negativ indflydelse på populationen i naturen. Dette har vist sig, at være
en særdeles effektiv metode til bevarelse af krokodiller i naturen. Krokodillerne i naturen bliver værdifulde for lokalbefolkningen, istedet for en trussel. Antallet af Ny Guinea krokodiller i naturen er estimeret til at være oppe på
ca. 50.000 individer.
Nilkrokodille ( Crocodylus niloticus )
Denne store krokodilleart er meget udbredt. Farven er generelt en lys brun, der bliver mere grålig med alderen. Kæberne er af middel bredde og på ældre hanner er hovedet imponerende solidt og groft. Der er mange populationer af nilkrokodiller, og de variere i farve og størrelse. Der findes populationer i ørkenområderne ved Sahara og Mali, hvor dyrene er væsentlig mindre end gennemsnitsstørrelse på nilkrokodiller. Nilkrokodiller har ca. 68 tænder.
Udbredelse og levesteder
Afrika. Nilkrokodiller er suveræne rovdyr og deres udbredelse igennem Afrika er komplet. De findes i floder, søer, sumpe og moser. Hos nilkrokodillerne er der en skarp opdeling af unge dyrs leveområder og ynglestederne, hvor de store dyr befinder sig. De undslipper den ekstreme varme i Afrika ved at udgrave huler ved flodbredden, som de kan bruge som beskyttelse mod varmen. De har brug for sandbanker, hvor de kan bygge reder samt slappe. De unge dyr har dog brug for vegetation til at skjule sig i, da de har mange fjender.
Parring og yngel
Nilkrokodiller udgraver deres reder i sandbanker, hvori de lægger ca. 50 æg i tørkeperioden. Hunnerne vil forsvare deres reder aggressivt igennem hele inkubationsperioden der varer ca. 85 dage. Så snart æggene er klar til at klække, vil moren hjælpe ungerne ud af skallen. Derefter transportere hun dem til vandet, og hun beskytter dem i mere end 1 år efter klækning. Hannerne tager også del i udklækning, og deltager også i beskyttelse af ungerne.
Spisevaner
Ungerne lever af hvirvelløse dyr samt insekter. Senere bliver den primære fødekilde fisk, fugle, krybdyr og frøer. Disse krokodiller kan blive store nok til at gå efter langt større byttedyr. Nogle populationer er i stand til at tage zebra og gnu, men det sker sjældent. Voksne nilkrokodiller spiser en gang imellem store katte, unge flodheste og antiloper. Nilkrokodiller angriber jævnligt mennesker, dette set i forhold til at mange mennesker bader, vasker tøj og bruger floden til transport til og fra arbejde. Det er estimeret at krokodiller er skyld i hundredvis af dødsfald, i hele Afrika, hvert år.
Status i naturen
Når nilkrokodillen ikke er en truet art, skyldes det mest dens store udbredelsesområde.
I nogle områder er den truet og meget sjælden, men generelt set er antallet højt og stabilt. Der er et estimeret antal på de nilkrokodiller, der svømmer i de afrikanske floder, på ca. 500.000 individer.
Denne art
blev jaget nådeløst, da skind industrien var på sit højeste. Antallet af nilkrokodiller blev alarmerende lavt i hele Afrika. Da arten blev fredet blev populationen hurtigt stabil igen. Dog er populationen i Vestafrika stadig lille.
På grund af de stadig flere konflikter mellem mennesker og nilkrokodiller, er oplysningskampagner af ligeså stor vigtighed som selve bevarelsesstrategien i naturen. Zimbabwe og Syd Afrika har allerede udarbejdet bevarelsesprojekter med stor succes.
Nilkrokodillen er en af de mest studeret arter, og der er en stor mængde viden tilgængeligt. Dette er af stor vigtighed, når der skal udarbejdes bevarelsesprogrammer i de lande med små populationer.
Panserkrokodille ( Crocodylus cataphractus )
Dette er en mindre krokodilleart, der modsat de 2 andre afrikanske arter, har en meget smal kæbe. Af ydre minder den mere om den australske ferskvandskrokodille. Den er brun med tydelige mørke markeringer. Nakkens skæl fortsætter
ned af ryggen, hvor der på de fleste andre krokodiller er et stykke, der adskiller nakkeskæl fra rygskæl. Arten bliver nogle gange forvekslet med tomistomaen i bøger. Denne art har ca. 66 tænder.
Nye DNA-analyser og morfologiske
undersøgelser har vist, at denne art adskiller sig mere fra andre krokodiller end først antaget. Derfor vil den i fremtiden blive klassificeret som sin egen slægt, Mecistops. Dens videnskablige navn Crocodylus
cataphractus vil således blive ændret til Mecistops cataphractus.
Udbredelse og levesteder
Afrika. Panserkrokodiller lever primært tæt på floder i områder med tæt vegetation. De findes også i søer og mere sjældent ved kystens sumpområder, hvilket beviser, at de har en vis tolerance overfor saltvand.
Parring og yngel
Hunnen skraber vegetation sammen til sin rede, langs floden i regntiden. Hun lægger omkring 16 æg i reden, og de er relativt store. Hunnen vil forsvare sin rede mod rovdyr. Hun hjælper ungerne under klækning. Derefter vil ungerne sprede sig i skoven langs floden. Tidspunktet for klækningen er sikkert årsagen til, at der ikke dør så mange unger som hos andre krokodillearter.
Spisevaner
Unge krokodiller spiser fisk og hvivelløse dyr. Byttedyrene bliver større som krokodillen vokser, og derfor kan de også spise små pattedyr. Artens føde kan variere alt efter, hvad der er tilgængeligt i området.
Status i naturen
I denne krokodilles
udbredelsesområde lader dårlig udførelse af bevarelsesprogrammer til at være normen. Der eksisterer kun meget lidt data om denne krokodilleart, så dens status er usikker.
De steder, hvor der findes data, er artens antal
lille. Jagt er i visse lande tilladt, feks. Togo og Congo. Jagten på dem er reguleret, da populationerne er små og spredte.
Arten er relativt udbredt i visse dele af dens leveområde (som Gabon og Congo). Nye undersøgelser i Vestafrika
viser med sikkerhed, at arten er i alvorlig tilbagegang. Undersøgelser i Ghana og Elfenbenskysten har vist, at arten er sjælden. Lokalbefolkningen bekræfter dette og siger, at den var meget mere almindelig for bare 10 - 20 år siden.
I denne region er artens levesteder i voldsom tilbagegang, hvilket selvfølgelig gør, at panserkrokodillernes populationer bliver endnu mindre og mere spredte.
De største trusler for denne art er ødelæggelse af leveområder,
for meget fiskeri og illegal jagt - inklusiv handel med "bushmeat".
Øverst på bevarelsesarbejdets prioriteringsliste er undersøgelser i Vest- og Centralafrika, der skal vise, hvordan den faktiske status ser ud for denne art. Først
derefter kan der sættes effektive bevarelsesprogrammer i gang.
Saltvandskrokodille ( Crocodylus porosus )
Saltvandskrokodillen er den største nulevende krokodilleart - den er faktisk den største nulevende krybdyrart. Farven varierer alt efter hvilket område de kommer fra, men for det meste er de brunlige med mørke markeringer. Kæberne er solide, og der er en markeret benliste, der løber fra øjnene til næseborene. Kraniet hos ældre krokodiller er ekstremt markeret, hvilket giver dem et meget groft udseende. Undersiden af krokodillen er oftest cremet eller hvid. Denne art har ca. 68 tænder.
Udbredelse og levesteder
Asien og Australien. Saltvandskrokodillen er den mest udbredte af alle krokodiller og ses ofte i havet, nogle gange er den flere mil fra land. Saltvandskrokodillen har modsat mange andre krokodiller nogle kirtler på tungen, hvor de kan udskille salt. Deres evne til at tolerer saltvand er velkendt. Saltvandskrokodillen lever i mangrove sumpe langs kysten, floder, søer og laguner.
Parring og yngel
Yngleområder findes langs tidevandsfloder og vandløb. Hunnerne er kønsmodne når de er ca. 2,5 meter lange. De bygger en redehøj af vegetation, og en rede indeholder ca. 50 æg afhængig af hunnens alder og størrelse. Rederne bliver bygget midt i den våde periode på året. Hunnen vil aggressivt forsvare sin rede og hjælpe ungerne ud af æggene og reden. Ungerne bliver transporteret til vandet af hunnen, og hun vil beskytte dem i adskillige måneder efter.
Spisevaner
Saltvandskrokodiller spiser meget varieret kost. De starter med fisk og hvirvelløse dyr. Når de kan konsumere større byttedyr, spiser de gerne små pattedyr, store fisk, fugle og flagermus. Denne art bliver stor nok til, at kunne spise store pattedyr som wallabies (små kænguruer), kvæg og mennesker. De vil faktisk tage alt de kan fange. De kan endda fange flagermus i luften.
Status i naturen
Saltvandskrokodillens skind har en høj værdi hos garverne. Populationen af saltvandskrokodiller var faretruende lav på grund af ikke reguleret jagt, og i
visse lande er der stadig ikke en stabil population.
I Australien blev der indført en total-beskyttelse af krokodillerne i 1970'erne. Denne lov blev håndhævet og populationen er hurtigt blevet stabil igen. Den australske population
betragtes som værende en næsten bærende kapacitet for de nordlige floder omkring Darwin. Antallet af saltvandskrokodiller er estimeret til at være omkring 150.000 voksne krokodiller i Australien alene. Tilsvarende er arten i New Guinea
også stabil og betragtes som værende ikke truet.
I alle andre lande af udbredelsesområdet står saltvandskrokodillen stadig overfor mange udfordringer. Ødelæggelse af levesteder og lokalbefolkningens forfølgelse
gør bevarelsesarbejdet meget svært. I nogle områder er der en stadig tilbagegang i antallet af saltvandskrokodiller igen på grund af ødelæggelse af levesteder og ikke mindst illegal jagt. Uden velfungerende bevarelsesprogrammer
vil saltvandskrokodillen uddø disse steder.
Det er sikkert, at det er nødvendigt med uddannelses- og oplysningskampagner, da denne krokodille er frygtet i mange lande - og der sker angreb på mennesker hvert år. Beskyttelse af
levesteder er nødvendigt i visse områder, dette er også livsvigtigt for andre dyre- og plantearter, der lever de samme steder som saltvandskrokodillen.
INFO
Den australske saltvandskrokodille bliver sædvanligvis betragtet som den største. Hannerne bliver omkring 5 meter, selvom der er mange individer i zoos rundt omkring, der er endnu større, helt op til 6 meter.
Siamkrokodille ( Crocodylus siamensis )
Siamkrokodillen er en stor krokodille, med et solidt og benet kranium og de har en benet forhøjning bag øjnene. De har en lys farve, der bliver mørkere med årene. Unge dyr har mørke aftegninger, der forsvinder med alderen. Kæberne er brede og solide, og nakkeskællene er store og forhøjede. Siamkrokodiller har ca. 66 tænder.
Udbredelse og levesteder
Cambodia, Indonesien, Laos, Malaysia, Thailand, Vietnam. Siamkrokodiller trives i næsten alle ferskvandsområder med mere stillestående vand. Krokodillerne udgraver huler langs bredden ved floder og søer. I disse huler ser man ofte flere krokodiller sammen.
Parring og yngel
Hunnerne er kønsmodne i 10-års alderen. Hun lægger omkring 30 æg i regntiden. Hun vil stå nidkært vagt om den åbne rede og siden hen også bære unger til vandet. Det vide ikke, hvor længe yngelplejen varer ved i naturen, men i fangenskab er det set, at unger er blevet hos forældrene i flere år med moderen som fortsat ansvarlig for at sørge for føden. Yngelpleje er altså meget velfunderet hos denne art.
Spisevaner
En siamkrokodilles menu er bred. De brede kæber tillader den at fortære mange forskellige byttedyr. Ungerne starter med små fisk og vandlevende hvirvelløse dyr. De lidt ældre og voksne dyr vil spise større byttedyr: fisk, fugle, krybdyr og små pattedyr.
Status i naturen
Trusler mod denne art er ødelæggelse af habitater, illegal jagt og for stor udtynding af de eksisterende populationer til at sikre
en fortsat og bæredygtig avl.
Siamkrokodillen er tæt på at være udryddet i naturen. Sidst i 90erne kende man næsten ikke til flere levedygtige populationer. Tidligt efter år 2000 var der enkelte ynglende populationer
tilbage i Cambodia, der synes at være denne arts sidste højborg.
Populationerne i Thailand er små og fragmenterede - hovedproblemet i artens udbredelsesområde. Sådanne små populationer betyder, at der er små
chancer for betydelig yngel. I Thailand gennemføres et genudsættelsesprogram for siamkrokodiller fra en større population i fangenskab. Dette kræver passende habitater såvel som monitorering af de genudsatte dyr.
Den cambodianske
population er også fragmenteret. Den største gruppe laver stadig kun tre reder årligt, og på trods af en seriøs bevarelsesindsats gennem de sidste otte år er disse populationer stadig truede.. Cambodia har også et
stort antal dyr på krokodillefarme, og genudsætning er planlagt for at øge de eksisterende populationer. Mange af de 35 steder i landet hvor populationer af Siamkrokodillen lever er udenfor fredede og beskyttede zoner, så ødelæggelse
af habitater samt bevidste eller tilfældige fangst af krokodillen gør stort indhug.
I Laos er der rapporteret om reddeaktivitet seks steder, men der er kun set unger ved to af disse steder gennem længere tid, hvilket indikere en høj
dødelighed. Et bevarelsesprogram i Laos må være community-baseret i områder udenfor de fredede og beskyttede områder med fokus på at værne om kende reddepladser.
Artens status i Indonesien og Vietnam synes at
være nærmest totalt udryddet. Ingen overlevelsesdygtige populationer kendes. I Myanmar og Malaysia er krokodillen ikke set for nyligt, så den status er ukendt.
Da Cambodia og Laos beskedne er de største, og ynglen er begrænset
og stærkt truet, synes artens overlevelse at være meget usikker. En koordineret indsat er absolut nødvendig for at øge eksisterende populationer såvel som for at reintroducere arten i Thailand.
Spidssnudet krokodille ( Crocodylus acutus )
Den spidssnudede krokodille har en brunlig farve med svagt mørkere pletter. Ungdyr har (som hos mange andre arter) mørkere striber som camouflage. Voksne krokodiller har en karakteristisk bule på snuden kort før øjenene. Den har ca. 68 tænder.
Udbredelse og levesteder
USA, Mexico, Mellemamerika, nordlige Sydamerika, Cuba, Jamaica og Hispaniola. Som hos de fleste krokodiller har denne også saltkirtler på tungen, som gør det muligt for den at leve i saltvandshabitater. Den er blandt de krokodiller, der har den største udbredelse og er tillige en af de mest tolerante overfor salt. Den findes i marskområder såvel som op ad floder, i vige bugte og laguner. Populationer i salte habitater har brug for adgang til ferskvand for at balancere kroppens saltniveau (osmoregulering).
Parring og yngel
Hunnen udgraver en hule i brinken ved floden over vandlinjen. Redebyggeriet
foregår normalt i løbet af den tørre sæson for at minimere risikoen for oversvømmelse. Hvis de ikke kan finde et passende sted at bygge reden, kan de bygge rede på jorden med en jordvold omkring. De lægger i gennemsnit
ca. 40 æg, som typisk klækkes når regntiden begynder. Vandet gør det lettere at spredes og bidrager med passende gemmesteder og byttedyr for de nyklækkede krokodiller.
Der ser måske ud til at være mindre yngelpleje
hos disse end hos de fleste andre krokodiller. Dette kan dog skyldes den forstyrrelse som moderne tiders jagt på dem har medført overalt i deres udbredelsesområde. I fangenskab udviser de en beskyttende adfærd overfor deres unger.
Spisevaner
Insekter og mså fisk, mens de er små. Langsomt skifter de til større byttedyr og til sidst til mellemstore dyr. De spiser desuden fugle og krybdyr, ja faktisk ethvert dyr af passende størrelse, som de kan fange. Fisk bliver dog ved med at udgøre den største del af deres kost.
Status i naturen
Den spidssnudede krokodille er truet af ødelæggelse af den habitater samt af ulovlig jagt.
Dens udbredelsesområde er stort og rækker fra USA til Sydamerika.
Dens skind har altid været eftertragtet og i en grad so den har været på kanten af udryddelse. Heldigvis lykkedes det ved hjælp af CITES regulering
og den efterfølgende indsats at komme jagten næsten til livs i store dele af dens udbredelsesområde. Jagten er dog fortsat i nogle lande.
I USA var krokodillen sjælden indtil for få år siden. Den fandtes kun i det
sydlige Florida - det eneste sted hvor krokodiller og alligatorer lever side om side. Arten fandt at beskyttet område på arealet for et topsikret atomanlæg ved Turkey Point. Mange kilometer kanaler med kølevand skabte et rigt - og
beskyttet - habitat for krokodillerne. Dette har medført, at antallet af ynglende krokodiller i området har været støt stigende og nu sandsynligvis har nået sit maksimale niveau.
Dens antal er dog også stigende i
andre dele af Florida. Dette har medført at dens status er blevet nedgraderet til "truet". Det har også betydet at flere krokodiller vil komme i konflikt med mennesker de kommende år, men der er udarbejdet planer for at imødegå
disse konflikter. I Florida Keys bliver spidssnudede krokodiller sommetider kørt ned af biler i deres forsøg på at bevæge sig rundt i deres begrænsede habitater.
Andre lande har gode populationer af denne art. I Costa Rica
findes der meget store individer. I nogle områder er denne krokodille blevet en turistattraktion og således også blevet mere værdifuld. Når en bestemt art repræsenterer en værdi for lokalsamfundet, bliver de lokale
naturligvis mer tolerante overfor dem. Jamaica har ligeledes har en turistindustribaseret på at se krokodiller i naturen. I såvel Belize som i Cuba er der stabile populationer. I andre lande er dæmninger og andre menneskeskabte projekter
en trussel for arten.
Nogel af de Sydamerikanske lande såsom Colombia og Peru har kun begrænsede data for arten, så undersøgelser er stærkt påkrævet her.
De største trusler mod den spidssnudede krokodille
er ødelæggelse af habitater, dæmninger og vandingprojekter, som mindre forekomster af ulovlig jagt (f.eks. i Nicaragua).
Sumpkrokodille ( Crocodylus palustris )
Denne mellemstore krokodille har meget brede kæber - forholdsmæssigt de bredeste blandt de egentlige krokodiller. Den farve er grålig. Yngre dyr har mere lysebrune nuancer, med mørkere striber. Den har 66 tænder.
Udbredelse og levesteder
Bangladesh, India, Sri Lanka, Iran, Nepal, Pakistan. Sumpkrokodillen holder sig til ferskvandsområder som f.eks. floder, søer og sumpe. De tilpasser sig godt til menneskeskabte vandresservoirer som f.eks. damme og vandingskanaler. I nogle kystområder, kan sumpkrokodillen dog findes i saltvandslaguner. De findes side om side med gavialer i det nordlige Indien og i Nepal. De ynder at slappe af på mudderbanker eller klipper med i floden.
Parring og yngel
Sumpkrokodillen bygger rede i et hul. Hunnen bliver kønsmoden i 2-års alderen. Hun lægger omkring 25-30 æg i løbet af tørtiden. I fangenskab er det set at hun har lagt æg to gange på et år. Både hannen og hunnen er blevet observeret i færd med at vogte over reden, flytte unger til vandet og passe godt på dem i en periode efter, at æggene er klækket.
Spisevaner
Ungerne spiser vandlevende hvirvelløse dyr og haletudser senere lidt større fisk, amfibier, krybdyr og små pattedyr. Voksne sumpkrokodiller kan spise aber, og er også kendt for at kunne tage en hjort eller kvæg.
Status i naturen
Sumpkrokodillen blev sammen med de fleste andre krokodiller jaget i 1950erne og 1960erne. Nu er tabet af habitater den største trussel sammen med indsamlingen af dens æg til
almindelig madlavning, druknedød i fiskenet samt brug af krokodilledele i traditionel medicin. Sumpkrokodillen findes i et pænt antal, men er i nogle områder ret udtyndet.
I Sri Lanka er der omkring 2.000 og i Indien måske 5.000
in India. I fangenskab findes der store populationer særligt i Indien, men der er ganske enkelt ikke nok af passende habitater i behold, hvor sumpkrokodillen vil kunne genudsættes i naturen. Desuden møder genudsætning ofte lokal modstand.
Uddannelse af lokale om sameksistens med krokodillerne er tydeligt påkrævet i disse områder.
Habitattab er den største trussel. Dæmninger, vandingsprojekter og det blotte befolkningspres har direkte betydning for det samlede
miljø, hvor sumpkrokodillen lever.
Tomistoma ( Tomistoma schlegelii )
Forskellige studier er uenige om, hvorvidt tomistomaen hører til krokodillefamilien eller til gavialfamilien. Nogle viser, at den højst sandsynligt har mest til fælles med krokodillefamilien, mens andre viser, at den biokemisk og
immunologisk har mest tilfælles med gavialfamilien. Nogle eksperter mener, at tomistomaen burde være i sin helt egen familie. På grund af forvirringen anvendes navnene den falske gavial og tomistomaen
afhængigt af, hvem der taler om den.
Tomistomaen har en lang slank snude, designet til at fange fisk, og som har stor lighed med gavialens hovedform. Den har dog et kraftigere og mere robust kæbeparti, hvilket gør, at dens fødekilde
er mere varieret end gavialens.
Udbredelse og levesteder
Asien (Indonesien, Malaysia og muligvis Vietnam og Thailand).
Parring og yngel
Tomistomaen har modsat andre krokodiller ingen yngelpleje, hvilket er årsag til at en stor procentdel af afkommet bliver spist af rovdyr. Hunnen vil dog vogte reden frem til klækning af ungerne.
Spisevaner
Primær fødekilde er fisk, dog har obduktioner af afdøde tomistomaer vist, at fødekilden også består af pattedyr som for eksempel Macaque aber.
Status i naturen
Grunde til at denne art er udrydningstruet, er at de drukner, når de sidder fast i fiskernes net samt, at deres levesteder bliver tilintetgjort af befolkningen.
Orinocokrokodille ( Crocodylus intermedius )
Orinocokrokodillens kæber er smalle - og har en tendens til at kurve opad - dette ses dog mest hos krokodiller i fangenskab. Farven er meget lys, og unge dyr er gule eller lysebrune med striber. Ældre dyr er lysegrå i farven. Nogle
individer får med tiden en mørk grå farve, andre bliver mere grå-grønne. De har ca. 68 tænder.
Se en interessant sammenligning med den spidssnudede
krokodille.
Udbredelse og levesteder
Sydamerika. Denne store krokodilleart foretrækker floder og sumpe. Den findes i bifloder og forgreninger af Venezuelas største flod, den berømte Rio Orinoco - Orinoco floden, men også i Llanos (også Venezuela) i et stort vandområde, der tørrer ud i perioder. I den meget varme periode når flodområdet tørrer ud, vil Orinoco krokodillen grave sig ned, og vente på den næste regntid. Der er beretninger om, at denne art er set på øer ikke lagt fra kysten. Dette er dog særtilfælde, men det indikerer, at Orinoco krokodillen kan tåle et vist omfang af saltvand.
Parring og yngel
Orinoco krokodiller udgraver deres reder i sandbankerne, og lægger omkring 40 æg, dette sker i starten af den tørre periode. Hunnen vil agressivt forsvare sin rede mod rovdyr igennem hele inkubationsperioden - der er på ca. 70 dage. Så snart æggene klækkes vil moren hjælpe dem til vandet, og derefter beskytte dem i mere end et år.
Spisevaner
Ungerne lever af hvirvelløse dyr samt insekter. Som de bliver ældre, spiser de fisk, fugle, krybdyr og frøer. Disse krokodiller bliver store nok til at spise forskellige pattedyr, og der har været angreb på mennesker. Angreb på mennesker er dog meget sjældne.
Status i naturen
En af de mest truede krokodillearter, antalsmæssigt har arten meget få individer og en meget begrænset udbredelse. Inden mennesket begyndte at jage disse krokodiller, havde orinoco krokodillen
langt større variation i dens leveområder. Orinoco krokodillens skind er meget værdifuldt, hvilket er skyld i den overdrevet jagt i begyndelsen af 1900-tallet. Det at orinoco krokodillen graver sig ned, når tørken kommer, gjorde
det meget nemt for jægerne, at dræbe et stort antal krokodiller på kort tid.
Fremgangen for denne art har været meget langsom. Brillekaimaner har overtaget de levesteder, som tidligere blev brugt af orinoco krokodiller. Selvom
krokodillerne er langt større end kaimanerne, vil kaimanerne spise unge orinoco krokodiller. Et projekt er igangsat, hvor fangenskabsopdrættet krokodiller bliver genudsat inaturen, når de har opnået en størrelse, hvor de fleste
rovdyr ikke er en trussel mere. Projektet har desværre ikke været en succes indtil videre.
Illegal jagt samt ulovlig indsamling af æg og unger forekommer stadig. Små orinoco krokodiller er ofte til salg på lokale markeder.
Venezuela har rigeligt af egnede levesteder til orinoco krokodillen og bevarelsesprojekter er igangsat. Columbia har ligeledes igangsat bevarelsesprojekter, så der er håb for, at vi vil se en forbedring af bestanden i løbet af det næste
årti.
INFO
Krokodillerne findes i Amerika, Asien, Australien og Afrika. De variere fra den lille vestafrikanske dværgkrokodille til den store nilkrokodille, Orinoco krokodillen og saltvandskrokodillen.
Se Mysnakes TV fra Krokodille Zoo på Falster
Navnet "alligator" er opstået af en anglificering af det spanske udtryk, "El Legarto", som betyder "øglen".
Familien af alligatorer tæller 8 arter i alt. Disse er fordelt på to slægter,
alligatorer og kaimaner. Der er 6 kaimaner (alle fra Sydamerika) og 2 alligatorer (amerikansk og kinesisk). Kaimanerne adskiller sig fra alligatorerne ved at mangle den forbenede skillevæg i næsen, og at de har et bugpanser af hypermobile benplader.
Alle arterne i alligator-familien kan opleves i Krokodille Zoo.
Amerikansk alligator ( Alligator mississippiensis )
Den amerikanske alligator er den mest velkendte af de 23 arter og den største af de to alligatorarter. Amerikanske alligatorer er rolige af natur og ikke naturlig fjende for voksne mennesker. Dog er der sket angreb på mennesker. Angrebene,
mener man, er forårsaget af, at velmenende mennesker har fodret alligatoren (fodring af alligatorer er ulovligt i USA), hvilket gør, at alligatoren begynder at forbinde mennesker med føde. Det er dog usandsynligt, at en alligator
angriber uprovokeret.
Alligatoren har et bredt hoved, hvor underkæbens hjørnetænder ikke er synlige, når munden holdes lukket. Dette gør, at den ser ud som om den smiler.
Udbredelse og levesteder
Amerika. Den er udbredt i den sydøstlige del af USA, hvor den lever i sumpområder, søer og floder. Den kan også opholde sig i saltvand i korte perioder. Under tørke kan den også findes i swimmingpools, hvis den er vant til mennesker.
Parring og yngel
Den amerikanske alligator lægger mellem 25 og 50 æg, der klækker efter ca. 65 dage. Redens tunge fugtige materiale gør, at hunnen må grave æggene fri, og hun vil også forsigtigt hjælpe ungerne ud af den hårde skal. Derefter vil hun i munden, bære 8-10 unger ad gangen ned til vandet. Hunnen passer sine unger i mindst 1 år og i nogle tilfælde helt op til 3 år. Alligatoren udgraver huler, den bruger som beskyttelse mod kulden om vinteren. Her ser man ofte hunner, der ligger sammen med et helt kuld unger.
Spisevaner
Ungerne lever primært af hvirvelløse dyr, især insekter, og små fisk og frøer. Voksne alligatorer spiser fisk og skildpadder, men også mindre pattedyr er en del af føden.
Status i naturen
Den nu stabile population er et resultat af en storstilet bevarelsesindsats, der blev iværksat, da den ukontrollerede massive jagt på amerikanske alligatorer blev stoppet.
Bredsnudet kaiman ( Caiman latirostris )
Den bredsnudede kaiman er en middelstor kaiman. Den besidder en enorm tilpasningsevne og kan være temmelig aggressiv, hvis den bliver forstyrret. Dens hoved er, som navnet antyder, meget bredt i forhold til de andre kaimaner og krokodiller. Dens skind er lyst olivengrønt og meget værdifuldt. Den trives i grupper.
Udbredelse og levesteder
Nordlige og sydøstlige del af Sydamerika. Den bredsnudede kaiman er utroligt hårdfør og er den kaimanart, der kan tåle mest kulde. Den bredsnudede kaiman tilbringer det meste af sin tid i vand og findes oftest i mudrede og sumpede ferskvandsområder.
Parring og yngel
Begge forældre kan tage del i redebygning samt yngelpleje. Hunnen lægger et sted mellem 20 og 60 æg, og efter klækning hjælper begge forældre ungerne ned til vandet, hvor de vil passe på dem i en periode, længden på denne periode er ukendt.
Spisevaner
Den er specialist i at fange og spise vandlevende snegle men vil også typisk spise hvirvelløse dyr, fisk, frøer og salamandere. Voksne bredsnudede kaimaner vil være i stand til at spise større dyr og deres brede snude er især velegnet til at knuse skildpaddeskjold.
Brillekaiman ( Caiman crocodilus )
Brille kaimanen er en lille til mellemstor kaiman art. Brille kaimanen har en mørk olivengrøn farve og skindet har ikke den store værdi. Brillekaimanen har fået sit populærnavn pga. den benede fold, den har mellem øjnene. Folden ligner et brillestels design over næseryggen.
Udbredelse og levesteder
Sydamerika
Parring og yngel
Brillekaimanen har en fantastisk yngelpleje. Det er ikke unormalt at en hun passer både rede og unger for en anden hun. Hver hun lægger ca. 25 æg. Ungerne vil holde sig til hunnen både i vand og på land. Når hunnen vandrer til et nyt vandhul under tørken, vil ungerne følge hende. Når ungerne ikke kan følge med mere, vil hun ligge sig og vente på, at alle er med og derefter fortsætte.
Spisevaner
Ungernes føde består af små hvirvelløse dyr og insekter. Voksne individer spiser fisk, gnavere, reptiler, fugle og vilde grise kan også være en del af føden.
Status i naturen
Brillekaimanen er den mest udbredte kaiman i naturen, da den har kunnet overtage levestederne fra f.eks. den sorte kaiman. Normalt ville det ikke ske, men på grund af den massive jagt på den sorte kaiman, har der ikke været en sund population til at forhindre overtagelsen af dens naturlige levesteder. Situationen ændrede sig i 1950’erne, da man begyndte at jage brillekaimanen. Man havde fundet ud af at skindet på flankerne, kunne bruges og derfor blev det populært på det illegale marked. Brillekaimanen er heldigvis utrolig god til at tilpasse sig, hvilket gør at den forholdsvis hurtigt kan tilpasse sig nye levesteder. Den er udbredt i Mellem- og Sydamerika.
Dværgkaiman ( Paleosuchus palpebrosus )
Dværgkaimanen er den mindste af de 23 arter. Den kendes på sin rolige natur, og den karakteristiske lysebrune farve, som matcher øjenfarven. Hovedet bæres højt, hvilket giver dværgkaimanen et meget majestætisk
udseende.
Dens skind er nok det mest pansrede blandt krokodiller. Skindet består af store ben depoter, hvilket gør det hårdt og kommercielt værdiløst. Dette robuste skind yder en enorm sikkerhed for denne lille kaiman
og sikrer, at den udvoksede dværgkaiman, på trods af sin ringe størrelse, ikke har ret mange naturlige fjender.
Udbredelse og levesteder
Dværgkaimanen lever i Sydamerikas tætte jungle.
Parring og yngel
Dværgkaimanen optræder typisk i par. Der er observeret tidlig yngelpleje hos dværgkaimaner i naturen, hvor den hjælper ungerne ud af reden, der typisk indeholder et sted imellem 10 og 25 æg.
Spisevaner
Ungerne lever af små hvirvelløse dyr og senere består den primære fødekilde af frøer, skaldyr, krabber og fisk.
Kilehovedet dværgkaiman ( Paleosuchus trigonatus )
Kilehovedet dværgkaiman bliver en del større end dværgkaimanen. Den har et karakteristisk kileformet hoved og en kort stærk hale. Skindet er stærkt pansret, hvilket har haft stor betydning for artens overlevelse, da den
ellers ville have været et "nemt" offer for andre rovdyr.
Den har en mørkebrun farve og lysebrune øjne. Hovedet bæres højt på samme måde som hos dværgkaimanen, hvilket giver den kilehovedet dværgkaiman
en majestætisk fremtoning.
Den kilehovedede dværgkaiman optræder typisk alene - dog parvis i ynglesæsonen. Den er sky af natur, og derfor også mere aggressiv end dværgkaimanen, hvis den ikke har mulighed for at gemme
sig.
Udbredelse og levesteder
Sydamerikas jungle.
Parring og yngel
Hos denne art er der også observeret tidlig yngelpleje, hvor den hjælper unger ud af æg og reden, der indeholder et sted imellem 15 og 25 æg.
Spisevaner
Ungernes primære fødekilde er små hvirvelløse dyr, som voksne lever de af små gnavere, frøer, fisk og skaldyr.
Kinesisk alligator ( Alligator sinensis )
Dette er en af de mindre krokodillearter. Kæberne er korte og kraftige, farven er grå. Unge dyr er mørkere, næsten sorte, med gule eller hvide striber som falmer jo ældre de bliver. Skindet er fyldt med benplader, som endda findes i øjenlågene. De har omkring 74 tænder.
Udbredelse og levesteder
Kina. I dag findes kinesiske alligatorer i små søer, langsomt flydende floder og andre ferskvandsområder. De overlever de kolde vintertemperaturer ved at udgrave huler i jorden, der er så dybe, at de kan udnytte jordvarmen. Temperaturen i hulerne kommer aldrig under 10 grader, selvom det er frostvejr udenfor.
Parring og yngel
Disse alligatorer skraber vegetation sammen og bygger en redehøj, der kommer til at indeholde op til 40 æg. Hunnen hjælper ungerne under klækning samt passe på ungerne i en forholdsvis lang periode. Den kinesiske alligator kan være avlsdygtig i så ung en alder som 5 år, hvilket er atypisk for krokodiller.
Spisevaner
Alligatorer foretrækker at jage om natten, i årets varmeste måneder. Føden består først og fremmest af krebsdyr, fisk og hvirvelløse dyr. Voksne individer tager også mindre pattedyr og ænder.
Status i naturen
Dette er den mest sjældne krokodilleart. Der
er måske 150 kinesiske alligatorer tilbage i naturen. Dyrene er spredt over flere vandområder, men hovedsagligt findes de i Anhui provinsen, i det midt østlige Kina. Den spredte placering af levesteder betyder, at de kinesiske alligatorer
er separeret fra hinanden.
Mange kinesiske alligatorer bliver dræbt, hvis de bliver fundet af lokale farmere. De slår alligatorerne ihjel enten som udslag af en irrationel frygt eller fordi alligatoren forårsager problemer for dem -
spiser deres ænder eller graver under deres rismarker, hvilket kan give skader på den delikate afgrøde.
Området hvor de kinesiske alligatorer lever, er et de mest intensivt dyrkede landbrugsområder i Kina. Landbrugsområder
overlader ikke meget plads til natur og vilde dyr, som alligatorerne. Der er forsøgt, igennem de sidste par år, at konvertere områder til egnede alligator levesteder. Der er en meget stor bestand af kinesiske alligatorer i fangenskab i Kina,
bestanden er på ca. 10.000 alligatorer. Denne store bestand gør det muligt at gennemføre genudsætningsprogrammer i Kina, hvilket der allerede gøres. Disse genudsætningsprogrammer bliver nøje overvåget, så
det er muligt at studere, hvor effektive de er.
På grund af den mytiske lighed mellem den kinesiske alligator og det legendariske fabeldyr, den kinesiske drage, håbes der på at vinde lokalbefolkningens støtte til den kinesiske
alligator. Det vil være af stor betydning for overlevelsen af denne lille, IKKE aggressive alligator.
Rød kaiman ( Caiman yacare )
Den røde kaiman er temmelig unik på trods af visse ligheder med brillekaimanen. De 2 arter er ens i farven - brune eller grå med mørke aftegninger. Ungerne er mere gule i farven. Skællene er meget hårde og robuste. Den røde kaiman har tydelige mørke pletter på dens ellers blege kæber. De store tænder i undermunden går ofte lige igennem overkæben. De har ca. 74 tænder.
Udbredelse og levesteder
Sydamerika. Disse kaimaner findes typisk i ferskvands-sumpe, laguner og floder. Pantanal i Brasilien, der er verdens største vådområde, har hvert år et oversvømmet område, der er på størrelse med England. I dette område lever der tusindvis af røde kaimaner, og det er et normalt syn, at se flokke på hundredvis af dyr der ligger og slapper af side om side langs flodbredderne i den tørre sæson.
Parring og yngel
Hunnen vil lave en redehøj af vegetation, hvor hun vil lægge ca. 30 æg. Æglægningen foregår i den våde periode på året. Hunnen vil forsvare sin rede, g hun vil hjælpe ungerne under klækning. Hunnen vil passe på sine unger i nogle måneder efter klækning.
Spisevaner
Unge kaimaner spiser hvirvelløse dyr og små fisk. Når de bliver større spiser de hovedsagligt fisk, fugle, krybdyr og frøer. Denne art holder især af piranhas (piratfisk) og bliver derfor af de lokale kaldt "piranha kaiman".
Status i naturen
Populationerne lader til at være meget
udtyndet pga. den massive jagt op igennem det 19. århundred. Der foregår stadig illegal jagt på røde kaimaner, men deres evne til at reproducere tidligt, og deres evne til at kunne fungere i et nyt miljø er årsag til,
at det ikke har den store effekt på populationen.
Illegal jagt ses ikke længere som værende et problem for denne art, men det gør ødelæggelsen af levesteder, hydroelektriske dæmninger der forårsager at
floderne bliver mudret, hvilket især ses i Brasilien.
I Argentina, Brasilien og Bolivia er kommercielle forvaltningsprogrammer på plads. Paraguay nedlagde deres program i 2003. I Bolivia er der en CITES kvote på 50.000 skind om året.
Sort kaiman ( Melanosuchus niger )
Den sorte kaiman finder man i forskellige ferskvandsområder i sydamerikanske lande. Den er den største art i Alligatoridae familien og er, som navnet også indikerer, næsten helt sort.
Den sorte kaiman er sky af natur,
og der har været tilfælde, hvor voksne sorte kaimaner har angrebet husdyr og mennesker.
Udbredelse og levesteder
Sydamerika.
Parring og yngel
Den sorte kaiman beskytter sin rede, der typisk indeholder et sted mellem 30 og 65 æg. Hunnen beskytter og hjælper ungerne efter klækningen, der oftest sker efter ca. 90 dage, almindeligvis når regntiden begynder.
Spisevaner
Ungerne lever af fisk og skaldyr. Senere består føden af fisk, pattedyr, krybdyr, fugle og padder, inklusiv de store capivarer, som er verdens største gnaverart.
Status i naturen
Skindet er det mest eftertragtede blandt kaimaner. Den sorte kaiman har derfor været stærkt jaget af mennesker. Den er udryddet i mere end halvdelen af de lande, hvor den har levet. Siden 1990 har man dog med stor succes i Bolivia udruget og opfostret sorte kaimaner til genudsættelse i naturen.
INFO
Til familien af gavialer hører kun en eneste art, nemlig gavialen. Et enkelt blik på denne art mere end antyder, at den også er noget helt for sig selv. Læs mere her nedenfor.
Nogle forskere mener dog,
at gavialfamilien bør opdeles i tre underfamilier, hvoraf den ene er helt uddød, den anden indeholder gavialen, mens den tredje (Tomistominae) blandt andre (nu uddøde) arter indholder tomistomaen (også
kaldet den falske gavial). Vi klassificerer dog underfamilien Tomistominae som en del af familien Crocodylidae (krokodiller).
Gavial ( Gavialis gangeticus )
Gavial en af de største af alle krokodillearterne og den med det mest ekstreme udseende blandt de nulevende krokodiller. Kæberne er lange og tynde, nakkens skæl er store og flade. Farven er lidt kedelig grå, men de unge dyr
er noget mere farverige end de voksne.
De voksne hanner udvikler en ghara (efter det indiske ord for "gryde") der er placeret på næsen. Gharaen kan hannerne puste op og frembringe en lyd, når den igen tømmes for luft. En ghara
har en effekt på hannernes vejrtrækning igennem næsen. Gharaen bruges i parringssæsonen, når der skal tiltrækkes hunner.
Gavialen er tilpasset livet i de rolige dele af hurtigt flydende floder og bevæger sig rigtigt
dårligt på land, fordi deres benmuskulatur ikke er stærk nok til at løfte kroppen fra jorden. Derfor kan de heller ikke fremvise den karakteristiske høje gangart, man ellers ser hos krokodillerne. De kan kun skubbe sig møjsommeligt
frem over jorden, og kommer derfor kun op på sandbankerne for at sole sig og lægge æg.
Gavialen har ca. 110 tænder.
Udbredelse og levesteder
Nordlige Indien, Bangladesh (tæt på
udryddelse), Bhutan (muligvis udryddet), Myanmar (muligvis udryddet), Nepal, Pakistan (tæt på udryddelse). Er fundet i flodsystemerne i Brahmaputra (Bhutan og Indien), Indus (Pakistan), Ganges (Indien og Nepal), Mahanadi (Indien) og med en lille
population i Kaladan og Irrawaddy i Myanmar.
Gavialen er uden tvivl den art, der trives bedst i vand. De lever i og omkring floder og foretrækker de dele af floden, hvor strømmen er svag. Gavialerne bruger tit små sandbanker ude i floden
til at ligge og nyde solen samt til redebygning, hvor de er beskyttet mod forstyrrelser.
Parring og yngel
Hunnerne er kønsmodne, når de bliver omkring 3 meter. Der er adskillige hunner pr. store han. Gavialerne
graver deres reder i sandet og dækker hulet til med sand igen. Dette sker i den tørre periode på året, og de lægger mellem 30 og 50 meget store æg. Hvert æg vejer omkring 160 gram, hvilket er ca. tre gange så
meget som et almindeligt morgenæg. Gavialens æg er da også de største blandt krokodiller.
Efter 83-94 klækker æggene og ud kommer de omkring 40 cm. lange unger. De første de gør, er at søge mod
vandet. Hunnerne hjælper ikke med dette som hos nogle af de andre krokodiller. Tag et kig på næbbet og de sylespidse tænder, så har du måske en forklaring. Gavialerne udviser dog yngelpleje og passer godt på deres
unger. Der er endda observeret samarbejde mellem hunnerne omkring pasning af ungerne.
Spisevaner
De voksnes smalle kæber og sylespidse tænder er perfekt designet til at fange fisk i vandet. Unge gavialer spiser fisk, frøer og hvirvelløse dyr. Større dyr vil en gang imellem fange andre fødeemner, men de har uden tvivl speciale i at fange fisk.
Status i naturen
Gavialen er en af de mest truede
af alle krokodillerne. Den var næsten uddød i 70erne, hvor antallet af avlsdygtige dyr var nede på 200 og det totale antal dyr var omkring 1.000. Efter to årtier med bevarelsesprogrammer og genudsætning i naturen, stod det i
2003 forskerne klart, at populationen stadig var på samme lave niveau som i 70erne. I 2007/2008 skete der en katastrofal forurening af Chambal Sanctuary området i Indien, hvilket resulterede i omkring 110 gavialers død. Området var
gavialernes fortrukne leveområde og konsekvens samt omfang af denne katastrofe er endnu ikke kendt.
En anden stor trussel for gavialerne er de lokale fiskere. Gavialernes lange tynde kæber bliver nemt fanget i fiskernes dyrebare net, hvilket
gør at fiskerne ser sig nødsaget til at skære kæberne af gavialerne for at redde fiskenettet. Mange gavialer drukner inden, men dem der stadig er i live vil dø af sult, da det ikke er muligt for dem at fange fisk uden deres
kæber. Derfor er det vigtigt med informationskampagner i lokalområdet, så de lokale kan lære om gavialernes natur og adfærd, hvilket kan redde mange gavialer for en frygtelig død.
Efter den blev erklæret kritisk
truet er der bedring i bestandene. Nu er der 9 beskyttede områder, hvor der bliver samlet æg ind i naturen, som så klækkes og ungerne holdes i fangenskab, til de er store nok til at blive sat tilbage i naturen igen. Denne metode betyder,
at flere ungdyr overlever.
Nu er der omkring 2.500-3.000 gavialer i naturen i Indien, men de er fortsat truet af fiskernes net og ulovlig indsamling af æg.
INFO
Vil du vide meget mere om disse fascinerende dyr, så har Mysnakes TV flere gange filmet i Krokodille Zoo ( se mere på YouTube ) ellers har Krokodille Zoo en fin hjemmeside : www.krokodillezoo.dk
( Kilde : krokodillezoo )