Slangers anatomi ( opbygning )

For dyrlæger er det selvfølgelig vigtigt at kende til dyrenes anatomi, for at kunne tolke røntgenbilleder, og udføre operationer m.m..

Er du opdrætter, eller har dyrene på hobbybasis, så er det også godt at vide hvordan dyrene "hænger sammen" for nemmere at forstå hvordan systemet fungerer, og afhjælpe evt. problemer dyrene har.

Slanger er dybest set en langt rør, det er muligt at afskærme deres vigtigste anatomiske dele i sektioner. Hvis du lægger slangen lige ud på et bord med sit hoved på din venstre side, går fra venstre mod højre, de første 25 procent af slangen består af hovedet, spiserør og luftrør, og hjertet. Det er de store organer og dele.

I anden del, omkring 26 til 50 procent af slangen er toppen af ​​lungerne, leveren, og derefter tre fjerdedele af vejen ned i leveren, maven.

I tredje del, omkring 51 til 75 procent af slangen er galdeblære, milt og bugspytkirtel (eller splenopancreas afhængig af arten). Efter denne treklang af organer finder du kønskirtlerne (testiklerne). derefter er tyndtarmen, der støder op til dem er den højre lunge (og i nogle arter venstre lunge).

I fjerde del, de sidste 76-100 procent af slangen finder du nyre, tarme og kloak.

Hvis du kan huske denne anatomiske køreplan for slanger, vil du nemmere kunne forstå slangers opbygning, og deres behov m.m.

Slangens ydre

De fleste krybdyr har fire ben, dog ikke slanger.

Som med alle krybdyr, er slanger dækket med skæl, som sørger for beskyttelse mod udtørring og skader.

Det ydre tynde lag er epidermis, som skifter på regelmæssig basis, Den indvendige, tykkere, mere udviklet lag er dermis, dette lag er fyldt med chromatophores, pigment celler, der giver slanger deres farve.

Da slanger vokser, som de gør hele deres liv (væksten bremses dog når de bliver ældre), skifter de ham (det ydre lag) som var det en sok der trækkes oppefra og ned, dette kaldes hamskifte.

Slangens skæl er knyttet til hinanden med blød hud - dette ses ikke udefra - det er foldet indad mellem hver tilstødende skæl, skæl er ikke elastiske, men når en slange spiser et stort måltid, bliver hudfolderne trukket ud for at gøre plads.

Slanger har to øjne, men de har ikke øjenlåg, men en gennemsigtig hinde der faktisk er en del af "huden", denne beskytter hvert øje, og udskiftes når slangen er i hamskifte, slangen får hvide øjne når dette forgår.

Slanger mangler et ydre øre, men de har indre øre, og er i stand til at opfange lavfrekvente lyde fra 100 til 700 hertz. (En person med normal hørelse kan høre frekvenser mellem cirka 20 og 20.000 hertz.) slangens indre øre kan også opfange bevægelse, og lydbølger som kommer gennem jorden.

Slanger har en særdeles veludviklet lugtesans, som anvendes, når f.eks. et byttedyr skal spores. Synet hos slanger er generelt ikke særligt skarpt, men til gengæld er de utroligt gode til at registrere bevægelser.
Når man ser en slange jage eller føle sig truet af en fjende, vil man se dens tunge blive stukket svirrende ud af munden i alle retninger. Det gør slangen ikke for at smage på sine omgivelser, men for bedre at kunne lugte dem. Slanger lugter ikke særlig godt med næsen, men tungen er en effektiv del af slangens lugtesans. Slangen stikker tungen ud for aktivt at opfange det virvar af duftmolekyler, som kan give slangen vigtig information om de nære omgivelser. De duftmolekyler, som fanges på tungens spidser, bliver bragt ind i slangens mund og via tungen afsat på en duftfølsom slimhinde, der sidder øverst i slangens gane. Alle slanger har en kløftet tunge fordi det øger muligheden for at trække information ud af luftens dufte. Duftslimhinden er nemlig delt i to, så den passer præcis til tungens to spidser. Det betyder, at slangen kan opfange hårfine variationer i duftkoncentrationen på de to spidser, hvilket fx har betydning, når slangen skal retningsbestemme lugten fra et byttedyr. Man kan faktisk sige, at slanger lugter i stereo.

Slanger bruger deres tænder til at gribe, ikke tygge, deres tænder er tilbagekrummede, og dermed er der kun en vej for byttet ...... mod slangens mave.

Når slanger bevæger sig hen over et kuperet underlag, bruger de klipper eller grene til at skabe afsæt. Men hidtil har det været et mysterium, hvordan slanger bevæger sig på flade underlag. Det har forsøg med snoge på Georgia Institute of Tech­nology og New York University nu løst.

Chefforsker David Hu bedøvede slangerne og testede dernæst den modstand, der opstod, når han trak dem i forskellig retning. Det viste sig, at der skabes dobbelt så meget friktion, når en slange bevæger sig til siden, som når den bevæger sig frem, og 50 procent mere friktion, når slangen ­skubber sig baglæns i forhold til fremad. Den øgede friktion skyldes modstand fra ­skællene, og slangen bruger friktionen til at skabe den bølgende bevægelse fremad.

De cirka 120cm lange campbelli-kongesnoge kan godt bevæge sig fremad uden at lave de karakteristiske, snoede bevægelser, men det ville kræve langt mere arbejde. Derfor foretrækker slangerne med mellemrum at løfte en del af kroppen en anelse fra overfladen. En slange bruger løftet til at skabe et ekstra tryk på den del af kroppen, der i løft-øjeblikket er involveret i slangens fremdrift. Når vægten er koncentreret her, giver det slangen en mulighed for at regulere mængden af friktion skabt af skællene.

Parring

Slangers parring er ret enkel ting. I parringstiden bliver hannerne tiltrukket af et duftspor, som de formeringsklare hunner udsender. Når hannen kommer i kontakt med hunnen, prøver han at stimulere hende ved at gnide sin hage hen over hendes ryg. Hvis hun er modtagelig for parring, begynder hun at sitre og rykke kroppen frem og tilbage. Bevægelserne bliver voldsommere i takt med, at hannen kryber fremad over hende. Til sidst er de to dyrs kloakåbninger i tæt kontakt med hinanden. Så snor de halerne sammen, og hannen stikker det ene af sine to parringsorganer ind i hunnens kloakåbning. Parringsorganerne ligger normalt med vrangen ud i et hulrum i halen, og de er som regel besat med pigge og forskellige udvækster. Formen og størrelsen varierer så meget, at man kan artsbestemme slangerne ud fra parringsorganerne. Slangeparret holder den fysiske forbindelse i en kortere eller længere periode, der kan vare fra få minutter til flere timer. Men når parringen først er overstået, kryber de to slanger hver til sit.

der findes slanger med 2 hoveder :
Der findes faktisk slanger med to hoveder. De er sjældne, men ikke så sjældne, som man umiddelbart skulle tro.

Et eksempel er Thelma og Louise, som var en tohovedet slange, der levede i fangenskab i San Diego Zoo i USA. Her nåede den at avle 15 helt normale unger, inden den døde. Så længe klarer tohovedede slanger sig ikke i naturen. For når der er to hoveder, der vil bestemme, bliver livet temmelig kompliceret. At spise kan tage lang tid, for de to hoveder vil slås om føden. De kan også finde på at angribe hinanden. Hvis det ene hoved lugter lidt af den føde, det lige har spist, vil det andet hoved tro, at det første hoved er mad. Det kan også være, at de to hoveder ikke er sultne samtidig. I sådan en situation foretrækker det ene hoved måske at finde en varm daseplads, mens det andet hellere vil på jagt efter bytte. Siden de to selvstændige hoveder bruger meget tid på at slås om, hvad der skal ske, og hvor de skal hen, har slangen ikke det store overskud til at være på vagt over for rovdyr. Resultatet er, at tohovedede slanger ikke overlever længe i det fri. Tohovedede slanger opstår på samme måde som siamesiske tvillinger. Et befrugtet æg begynder at dele sig i to, men adskillelsen bliver aldrig fuldstændig. Ligesom siamesiske tvillinger kan slanger hænge sammen forskellige steder på kroppen, og de kan også dele organer.

Hvordan holder de vejret ?

Slanger er generelt gode til at holde vejret. Men da de ofte tager bytte, som er både større og bredere end dem selv, kan de være flere timer om at nedsvælge det. Luftforsyningen imens klares ved hjælp af en for så vidt ganske enkel tilpasning: En slanges luftrør udmunder ikke bagest i halsen som hos andre landlevende dyr. Det er i stedet forlænget fortil i bunden af munden, så det udmunder lige bag det sted, hvor de to underkæbegrene mødes. Når et byttedyr skal passere, skubbes luftrøret en lille smule frem, så middagsmaden ikke kommer i vejen for vejrtrækningen. Selve luftrøret er omgivet af meget hårde bruskringe, så det ikke bliver trykket sammen af byttedyrets krop. Af pladsmæssige grunde har slanger som oftest også kun én lunge, så byttet ikke spærrer for vejrtrækningen, når det kommer længere ned i slangens krop. Slangerne bliver ganske vist spilet meget ud, når de sluger de store byttedyr i én mundfuld, men presset bliver nemmere for slangen at fordele, når der kun er én lunge at tage hensyn til. Luftrørets specielle design går igen hos alle former for slanger. De har også alle mulighed for at lukke røret ved hjælp af små muskler, så de undgår, at der kommer vand ned i lungen, når de skal drikke.

Hvad betyder 0.0.1 ?

Dette er så man kan se hvad køn dyret er, man skriver altid hannen først, derefter hunnen og til sidst ikke kønsbestemte dyr.
1.0 er en han. - 0.1 er en hun - 0.0.1 er en ikke kønsbestemt.
F.eks: 1.2 = en han og 2 hunner og 0.0.3 = tre ikke kønsbestemte.

Vekselvarme

Slanger er vekselvarme ligesom andre krybdyr. Det betyder, at de får deres kropsvarme fra omgivelserne. Hvis en slange bliver anbragt ved 15 grader, vil dens kropstemperatur efter et stykke tid være 15 grader. Hvor hurtigt afkølningen eller opvarmningen går, afhænger af flere ting blandt andet dyrets størrelse. I naturen vil dyrene typisk lægge sig i solen for at blive varmet op. De fleste krybdyr fungerer bedst ved en kropstemperatur på omkring 30 grader. Terrarier er typisk indrettet med en "kold" og en "varm" ende så dyret dermed kan regulere sin varmen.